Printz’ Score Lasagne (Grønsagslasagne)

Så mange økologiske ingredienser som muligt giver selvfølgelig det bedste resultat… ikke bare pga. et mindre pesticidforbrug på de danske marker (& forbedret drikkevand) og mindre sandsynlighed for opståen af forskellige multiresistente organismer, der muligvis vil kunne overføre disse resistens-egenskaber til farlige bakterier samt en mindre risiko for udvikling af f.eks. madallergi og måske astma…. plus et mindre kunstgødningsforbrug, der vil formindske udvaskningen af det negativt ladede nitrat (med ladning som jordkolloider) og derved algeopblomstringer, iltsvind og bundvendinger i vores vandområder… for ikke at tale om at HVIS man gerne ville liste lidt hakket oksekød i lasagnen (som her er helt overflødigt!) så undgår man også at dyrene har haft et alt for kummerligt liv i computerstyrede produktions-optimale landbrug, (herunder at dyrene er mindre pumpet op af forskellige vækstfremmende forhold) hvis man skaffer sig økologisk kød…. (Du bør kunne have set et dyr i øjnene inden du sætter tænderne i det med god samvittighed!)
….nej varrene smager bare bedre, hvilket hænger sammen med at de bare er bedre kvalitet og mere naturlige; dette ses for eksempel ved at disse varer kan angribes af svampen mug allerede efter en uge…. Alt i alt en mindre belastning af vores natur, som vores børn og deres jo skal arve.
…. Tænk lidt over det og kom så i gang:

De Tre Saucer:

1. Grønsag Saucen (alle grønsagerne rives groft)

Basis ingredienser:
4 fed hvidløg ,
2 løg (ikke for små… ellers flere) rives/hakkes og svitses,
2 dåser hakkede tomater tilsættes, en halv rodselleri (jeg har serveret for mange, der ikke kan udstå selleri – troede de),
2-4 gulerødder,
2-4 kartofler som rives groft og tilsættes.
Her skal der ofte tilsættes et par dl vand så grøntsagerne lige akkurat har noget væske at simre i.
Krydderier: Salt, peber, en grønsagsbouillon terning, godt med persille og dild (knorr terninger er ok),
2 spsk. sukker, ketchup, koriander, paprika, basilikum, og fx oregano, rosmarin og chili.
Smag til efter egen smag.

Supplement som eventuelt kan tilsættes (så skal der holdes igen med de ovenstående):
1-2 rå rødbeder
1-2 porer
Flere kartofler (stivelse er jo polysakkarid og det vil sige det vigtigste næringsstof, vi kan få!…..)
Find selv på flere…

2. Spinat Saucen
Hakket spinat (8 frosne kugler er ok),
Et bæger hytteost,
1,283 dl mælk.
Disse tre remedier bringes stille og roligt i kog og krydders med salt, peber, og revet muskatnød.

3. Bechamel Saucen
20 g margarine smeltes og tilsættes ca. 2 spsk.(med top) hvedemel. Dette røres til en mel-bolle og der tilsættes lidt mælk af gangen under omrøring, indtil det ikke er så tyktflydende længere.
Herefter puttes ca. 10-15 skiver ost i (lidt af gangen så de smelter) indtil man kan dufte osten. Der tilsættes så meget revet muskatnød, at man også kan dufte muskaten. Tilsæt lidt salt og peber.

Jeg plejer at ligge lasagne-plader i bunden af et ovnfast fad og så et (ikke for tykt) lag af sauce nr. 1 & 3, plader igen, sauce 1 & 2, og dette gentages ad libitum. Slut af med lidt rasp og eventuelt et hjerte skrevet med ketchupflasken.
Giv den ca. ½ time ved 200°, indtil en gaffel kan gå igennem den uden modstand.

- - - o - - -

Det skal lige sige at der i denne opskrift bruges SI enheder; dvs. det er til fire personer, et antal der ikke kan anbefales i score-situationer. Men da jeg jo ud over at være biologilærer også er matematiklærer skal jeg ikke undgå at benytte mig af at liste lidt matematik ind: Divider mængderne i opskriften med to, hvis man er to.

Det anbefales at spise op, da undersøgelser peger på at genopvarmning af spinat omdanner de relativt store mængder nitrat i spinat til nitrit, og disse kan i kroppen omdannes til de temmelig kræftfremkaldende nitrosaminer. Så PLEASE, genopvarm aldrig en grønsags lasagne med spinat, men den smager også fint kold!

Rigtig god fornøjelse !!! Med kærlig hilsen: Jan Printz